Tale ved Michael Haneke, modtager af Sonningprisen 2014

Kære rektor Ralf Hemmingsen, mine damer og herrer!

Da jeg modtog meddelelsen om, at jeg var blevet tildelt Sonningprisen, følte jeg lige straks en meget stor glæde, da jeg så begyndte at indhente oplysninger på internettet og så listen over tidligere prismodtagere følte jeg mig næsten skræmt, men da jeg opdagede, at denne imponerende liste også omfattede to filmskabere, åndede jeg en smule lettet op. Med navne som Bergman og Kieslowski i ryggen føler man sig - som repræsentant for en kunstform, der mistænkes for populisme og overfladiskhed - knap så ubetydelig ved siden af titaner som Albert Schweitzer, Hannah Arendt og Karl Popper eller statsmænd som Churchill og Havel.   Ifølge internettet tildeles Sonningprisen for et værk, der beriger den europæiske kultur. Det gør det også nemmere for mig at tale her – jeg taler dog kun som repræsentant for den europæiske film.

Og hvad er så det – den europæiske film? Hvordan adskiller den sig fra film fra resten af verden? Der findes i Amerika filmproducenter, som man kalder ”europæiske”, og som finder broderparten af deres publikum i Europa. Tænk bare på instruktører som Altman, Cassavetes, Woody Allan eller den tidlige Scorsese. Hvad er det, der gør dem europæiske? Og så er der blandt europæerne dem, der forsøger på at konkurrere med Hollywood. Sidstnævnte går det som regel galt for. Hvorfor?

Hvad er det, der adskiller europæiske film fra amerikanske? Man behøver ikke nogen pessimistisk økonom for et hurtigt og desværre også korrekt svar: Den manglende lønsomhed. De sælger dårligere. Og på spørgsmålet om årsagen til denne mangel kommer svaret lige så prompte: De mange sprog. En film, som ikke er på engelsk i originalversionen, har ikke mange chancer på det internationale marked. I Indien produceres der ganske vist endnu flere film end i Hollywood - uden verdenssproget engelsk - men 1,2 milliarder indere er garantien for, at den kommercielle succes er hjemme. Det multikulturelle, som er den smukke bagside og den egentlige, enorme rigdom i Europa, giver ikke noget tilsvarende salgsargument.  

Hvis den transatlantiske frihandelsaftale, der i lang tid er blevet forhandlet mellem Europa og USA, bliver indgået på amerikanernes vilkår, ja så vil det under alle omstændigheder med afskaffelsen af filmstøtten være slut med den europæiske film. Filmnationen Frankrig har lagt sig stærkt i selen for at forhindre dette. Men det sidste ord i den sag er bestemt ikke sagt endnu, og den økonomiske stormagt Amerika vil heller ikke undlade at forsøge på at få den ganske vist lille, men trods alt generende konkurrent skaffet af vejen en gang for alle. Inden for distributionen er det allerede sket for længst. De modsat rettede ståsteder for de to kulturblokke er klare: Amerika betragter filmen som en vare – og derfor er støtteordninger fra en handelspartners side udtryk for en uacceptabel konkurrenceforvridende foranstaltning. Europa ser filmen som et kulturgode, som det gælder om at fremme og bevare på lige fod med teater, opera, museer, orkestre og andre kulturelle institutioner. Kulturpolitik er og har altid været et nationalpolitisk anliggende. Hvis Europa af økonomiske årsager virkelig vil overtage Amerikas ”kulturpolitik”, hvis vi betragter prisbinding på bøger, filmstøtte eller kunststøtte i det hele taget som værende en økonomisk urimelig konkurrence i vareudvekslingen og derfor vil afskaffe dem, så vil vi synke helt ned til at blive en kulturel provins af den amerikanske storebror. 

Men hvorfor egentlig ikke? Hvad er det, der gør, at den alligevel skrantende europæiske film fortjener støtte? Man er jo meningsløst og endeløst blevet ved med at støtte kulbrydningen, og har dermed bortødslet milliarder, selv længe efter, at det stod klart, at der ikke er nogen fremtid i kul. Hvorfor? Fordi man var bange for at skulle se den bitre sandhed i øjnene. Hvorfor så reagere lige så mismodigt, når det drejer sig om film? Størstedelen af befolkningen ser jo alligevel helst de internationale blockbusterfilm.  Og nødvendigheden af at fremme kvalitet for en elite på et massemedieområde som film ville være utænkeligt for politikere. Det er der ingen stemmer i. Betyder det så, at jeg står her som en repræsentant for de uddøende dinosaurer med rygvind fra mine så betydelige prismodtager-forgængeres store navne - blot for at beklage den sørgelige mangel på fremtid i det europæiske filmlandskab? Jeg synes ikke, det giver nogen mening at sammenligne æbler med pærer eller oplagstal for henholdsvis digtsamlinger og triviallitteratur. Betydningen af en digtsamling ses ikke på oplagstallet. Og fra tid til anden lykkes det også for en digtsamling at blive oversat til andre sprog og komme ud til et internationalt læserpublikum.  Det gør lyrikeren lykkelig, fordi enhver, selv den mest esoteriske, gerne vil læses, og fordi det bidrager til accepten af lyrik i samfundet. Hvornår dette lykkelige tilfælde indtræder, kan dog desværre hverken planlægges eller forudsiges. Men jeg tænker, at det kun sker, hvis digtet går lige til hjertet.   Det er nemt nok at sige. Hvor mange digtsamlinger bliver der hvert år oversat til andre sprog fra dansk, tysk eller kroatisk?  Hvor mange film kommer der hvert år ud over de sproglige grænser fra deres oprindelseslande? Sammenligningen halter. Jeg ved det.  Et digt kræver sin digter, papir og en blyant. Med film er det noget andet.

Men hvis samfundet vil have råd til kulturgoder eller til kunstformen film, kommer man ikke uden om at støtte den økonomisk. Og det sker endnu. Hvad giver de filmskabende så til gengæld? Jeg sagde lige, at den globale accept hos publikum kun sker, når noget går lige til hjertet hos modtageren. Og hvordan sker så det? Vil det sige, at give publikum det, som publikum gerne vil have? Og hvad er det så, publikum gerne vil have?

Filmen er et overvældende medium og producenterne af blockbusterfilm ved kun alt for godt, hvilke behov, der skal opfyldes, så publikum kan glemme sin egen verden i et par timer.   Også i Europa er der en imponerende række af filmskabere, der har helliget sig opfyldelsen af dette behov.

Og for at man ikke skal misforstå mig: dette er ikke noget indlæg imod mainstream. Entertainment er en vidunderlig ting, ja som rekreationsrum fra den samfundsmæssige elendigheds triste virkelighed, endda en social nødvendighed. Jo større ubehaget er, desto mere påtrængende er behovet for at glemme den, desto mere påtrængende er behovet for at lade sig berolige. Den magtesløse i samfundet behøver en affirmation af den opnåede status quo. Fortidens og nutidens diktaturer vidste og ved, hvordan det udnyttes – jeg behøver vel næppe at erindre om, hvor stor succes filmindustrien i nazitiden havde, og hvor lidt den behøvede at bekymre sig om statsstøtteordninger. Men er denne affirmationsindustri også værd at støtte i dag? Det er et spørgsmål, kulturpolitikerne bør stille sig. Argumentet herfor lyder tungtvejende: Man skal bruge meget mælk for at producere fløde. Men hvis europæiske filmproduktioner lader sig spænde for med europæiske penge og resultatet er amerikanske produkter, bør man i det mindste have lov til at stille dette spørgsmål.

Men hvad er entertainment så? Er Bachs Mattheus-Passion måske ikke også underholdning? Hvordan adskiller den håndsværksmæssige godt udførte og fabelagtigt underholdende manipulation sig fra kunstværket, fra det, som jeg før sagde, gik lige til hjertet?

Jeg og mange af mine europæiske kolleger – vi stiller os ofte det spørgsmål, hvorfor film fra den såkaldte tredje verden for det meste interesserer mere og er mere gribende end film fra vores egen hjemegn eller fra vores egne nabolande?  Vi lader os alle gerne adsprede af den noget fuldfede internationale mainstream og imponeres ofte af dens indiskutable håndværksmæssige perfektion, men hvis vi har behov for at blive talt personligt til, blive berørt, draget i tvivl eller ligefrem rystet, foretrækker vi at se en film fra Iran, fra Tyrkiet, fra Rumænien eller fra Afrika. Hvorfor? Er filmskolerne bedre i disse lande, eller er statsstøtten mere generøs? Det er jeg bange for ikke er tilfældet.

Hvad fortæller så disse film om? De fortæller generelt om små hverdagshistorier fra livet og om menneskers nød i disse lande. Og man spørger sig ofte forbløffet: hvorfor med en sådan styrke? Er det virkelig bare det eksotiske, der interesserer os ved det – at lære livsformer at kende, vi indtil da kun vidste lidt eller slet ingenting om? Eller er det ikke snarere den kendsgerning, at disse mennesker ved hjælp af deres kunstneriske midler forsøger at klare livet, et liv, der ofte er præget af politiske og sociale problemer, at det er deres sidste tilflugt, deres udtryk for, at de på eksistentiel vis mener det alvorligt, hvad de gør. De er ikke ramt af adspredelsesindustriens kynisme.

Det ville dog være en misforståelse at drage den konklusion, at man har brug for politiske og økonomiske problemer for at lave interessante film eller skrive interessante bøger. Men velstand trætter og lammer lysten til at tale imod. Europas velstand har aldrig været større end i dag. Hvad fortæller vi så om og for hvem? For konsumenter, som underholdningsindustrien i Amerika og Asien for længst har taget fra os? For børn, der længes efter eventyr? Eller til et du, som vi tager lige så alvorligt, som vi gerne selv vil tages alvorligt? Jeg tror, det er det spørgsmål, jeg med min finansielle tryghed må stille mig, hvis jeg også i morgen vil se mig selv i spejlet uden foragt. Hvem er det du, som vi retter os efter? At tale om kunst – og vi tager jo alt for gerne det ord i munden for at retfærdiggøre den støtte vi nyder – at tale om kunst kan man kun tillade sig, hvis man accepterer sin modtager som et autonomt og selvstændigt tænkende væsen. Som partner i øjenhøjde.  Det har den store europæiske film altid gjort.  Der er, mener jeg, i enhver kunst en forpligtelse til sandfærdighed. Og – som en stor østrigsk kvindelig digter sagde: ”Sandheden er noget, man godt kan byde mennesket.”

Mine damer og herrer, jeg vil gerne slutte mine redegørelser med at fortælle en lille anekdote: Denne fantastiske æresbevisning, som De i dag lader mig blive til del, er ikke den første gave, jeg modtager fra Deres land.  For mere end 60 år siden, altså få år efter krigen, sendte Danmark en indbydelse ud til de lande, der havde tabt krigen. Danmark indbød børn fra de lande, der kort forinden havde vist sig som barbariske fjender, for at lindre sulten hos disse børn. Jeg var et af de børn. I børnehavealder og første gang væk hjemmefra og uden at kunne tale dansk var jeg til trods for kærlig omsorg fra mine plejeforældres side meget ensom og ulykkelig. For at mildne denne ulykkelighed blev jeg for første gang i mit liv taget med i biografen. Jeg kan stadig huske det nøje: Det var en langstrakt sal med døre i siden ud til det fri. Filmen foregik på den afrikanske savanne og dyrene begejstrede mig ud over alle grænser. Så, lige pludselig var filmen slut, lyset blev tændt og dørene ud til de i mellemtiden aftenmørke gader gik op. Og jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg så hurtigt kunne komme fra det solbeskinnede Afrika og ud i aftenregnen i København.

Efterfølgende glemte jeg hurtigt denne irriterende følelse, der dog havde gjort indtryk, og først meget senere, da jeg var begyndt at beskæftige mig med mediernes virkning, faldt den mig ind igen, og jeg forstod da, at der i denne biografoplevelse ligger en meget vigtig byggesten i min professionelle udvikling. Jeg havde oplevet den utrolige kraft, der findes i de levende billeder, deres mulighed for både at fortrylle og umyndiggøre – en oplevelse, som man i dag, hvor tv og pc hører til de dagligt oplevede selvfølgeligheder, allerede inden man lærer at tale, næppe kan gøre sig nogen forestilling om. Men det har henledt min opmærksomhed på, hvor meget ansvar der må kræves af dem, der skaber disse billeder.

De har altså givet mig en gave tre gange: Da De hjalp det dårligt ernærede barn på benene igen med dansk smør, da De lærte mig at opleve filmens magt og nu med denne æresbevisning. For alle tre gaver vil jeg gerne udtrykke min mest dybfølte tak!